om Alanya

Af alle byer på den tyrkiske sydkyst, er Alanya en af de smukkeste. En 250 m høj klippe skyder dramatisk ud i middelhavet, omgivet af bugter og fine strande på begge sider. På toppen af klippen troner en stor fæstning, bygget af selcuk-tyrkerne i det 13. århundrede.

Neden for borgklippen vrimler Alanya med liv. I basaren tilbydes alverdens varer, og nede omkring marinaen findes alle de gode barer og restauranter. Alanya er derfor blevet et populært rejsemål blandt skandinavere, og byen har idag omtrent 270.000 indbyggere. Byen har været beboet siden hellenistisk tid og havde dengang navnet Coracesium, som betyder ”klippe”. Under romernes herredømme blomstrede byen, og den romerske medkejser Marcus Antonius gav Coracesium og de omkringliggende områder til sin kone, den egyptiske dronning Kleopatra. Byzantinerne omdøbte senere byen til Kalonoros, som betyder ”smukke bjerg”. Den selcuk-tyrkiske sultan Alaaddin Keykubat ændrede navnet til Alayie, og med tiden fik byen navnet Alanya.

Selcukerne byggede den nuværende borg på toppen af klippen i 1226. Borgen synes uindtagelig med sin 8 km lange mur og over 400 cisterner til opsamling af vand, således at man kunne modstå lange belejringer. Indenfor borgmurene finder man også en moské, en byzantinsk kirke og et kervansaray.

Der hvor murene søger ned til vandet på borgklippens østside, ligger Det Røde Tårn – Kizil Kule på tyrkisk. Tårnet er ottekantet, 33 m højt og 29 m i diameter, er bygget af røde mursten og stod færdigt i 1226. Det 5 etager høje tårn blev restaureret i 1951-53, og er i dag indrettet som et etnografisk museum.

Ca. 200 m syd for Det Røde Tårn ligger det selcuk tyrkiske skibsværft. Værftet består af 5 buer, med direkte adgang til havet. Herunder kunne selcuk tyrkerne bygge deres krigsskibe af tømmeret fra cypresserne. Derved blev Alanya selcuk tyrkernes vigtigste havneby.

Damlatas drypstensgrotten ligger på den vestlige side af borgklippen, der hvor halvøen støder sammen med Kleopatrastranden. Damlatas grotten blev opdaget ved et tilfælde i 1948, da man sprængte en del af klippen, for at få sten til at bygge molen i havnen.

Igennem mange tusind år har grotten dannet disse fantastiske stående og hængende drypsten. Grotten har en konstant temperatur på ca. 21 grader og en luftfugtighed på over 90 %. Man opdagede, at luften i grotten havde helbredende virkning på en række sygdomme, og stedet bliver den dag i dag stadig brugt som kursted for astmapatienter.

post-map

Bykort eller Kort over Alanya